lu.se

BREFS

Humanistiska och teologiska fakulteterna | Lunds universitet

Danmark

Presentasjon av nasjonale bibliografier

Af Jane Nørgaard Rasmussen


Indholdsfortegnelse


I. Dansk bibliografisk materiale, metode og principper
1.    Indledende bemærkninger
2.    Dansk bibliografisk kildemateriale
2.1.    Erland Munch-Petersen. Hovedkilde for de danske registreringer
2.2.    Dansk Bogfortegnelse 1841-1900 og Supplement 1831-1840
2.3.    Skønlitterært forfatterleksikon 1850-1900. Dramatik 1722-1900
2.4.    Catalogue général des livres imprimés de la Bibliothèque Nationale de France
2.5.    Anonym- og Pseudonym-Lexikon
3.    Metode
3.1.    Registrering af prosafiktion
3.2.    Registrering af teater
3.3.    Registrering af poesi
4.    Divergens og registreringsprincipper
4.1.    Bibliografiske autoriteter
4.2.    Forfatternavn og pseudonymer
4.3.    Originaltitel og publikationsår
4.4.    Oversætter
4.5.    Forlag og udgivelsessted
5.    Noter – anvendte principper og forkortelser
6.    Omfang og mangler


II. Georg Brandes eller N. J. Berendsen? – Aspekter af receptionen af fransk litteratur i Danmark 1830-1900
1.    Indledende bemærkninger
2.    Folkets favoritter - Hitlisten over franske forfattere 1830-1900
3.    Danske oversættere og kulturpionerer
4.    Georg Brandes eller N.J. Berendsen?
5.    Konklusion og perspektiver


Appendiks:
Litteraturliste

Præsentation af nationalbibliografi
I. Dansk bibliografisk materiale, metode og principper

1. Indledende bemærkninger
BREFS foreligger som en slags tidsmaskine. Den giver os mulighed for at studere de franske værker, som bredte sig ind over Skandinavien i det 19. århundrede, og vi kan få et glimt af, hvilke franske forfattere der dominerede den åndelige scene, og hvis værker i oversættelser strømmede ind over grænsefladerne til Norden i perioden fra 1830-1900. Der er lagt mange kræfter i at etablere et så fleksibelt og brugervenligt redskab som muligt, der, som navnet indikerer (BREFS fr. adv. kort svar), hurtigt kan give os korte og koncise svar, på de spørgsmål vi måtte have . Det er vores ambition, at en rejse ind i BREFS vil åbne op for nye vertikale såvel som horisontale studier i den nordiske litteraturhistorie, idet vi nu har anledning til at studere samtlige danske, norske, svenske, finske og islandske oversættelser af fransk teater, poesi, romaner og prosafiktion oversat og udgivet i bogform i perioden 1830 – 1900 - og ikke mindst få et billede af hvilke oversættere, der var med til at bane vejen frem for fransk litteratur i det nordiske kulturliv.
Den danske del af BREFS omfatter ca. 1600 registreringer. De danske indførelser følger principielt de registreringsprincipper, der er etableret som fælles norm inden for RFS-projektet. Det er dog en kendsgerning, at hvert enkelt kildemateriale unægtelig påkalder sig sine egne spørgsmål, problemer og fortolkningsmuligheder. I første del af denne artikel kommenteres det bibliografiske kildemateriale, der har etableret grundlaget for de danske registreringer. I den sammenhæng nævnes nogle af de bibliografiske karakteristika og ejendommeligheder, der har påtvunget sig særegne indførelsesformer, og som ikke mindst er interessante, hvis man ønsker at gå bag kulissen i det danske registreringsarbejde. Anden del vil med udgangspunkt i en analyse af BREFS’ dokumentariske materiale søge at tegne konturerne i den danske reception af fransk litteratur i perioden fra 1830-1900. I den sammenhæng opstilles bl.a. en topti over de mest populære franske forfattere og en redegørelse for, hvem der oversatte de franske værker, der i det 19. århundrede kom til at dominere det danske bogmarked. Spørgsmålet er videre, hvordan de syv forfattere: Stendhal, Honoré de Balzac, Victor Hugo, George Sand, Gustave Flaubert, Émile Zola og Guy de Maupassant, placerer sig på toptilisten  – og om oversætterne i lighed med Georg Brandes kan siges at have præget receptionen af fransk realisme og naturalisme. En søgning i BREFS skulle gerne føre os frem til svarene på disse spørgsmål. Men først en præsentation af de danske registreringsprincipper og det bibliografiske materiale.
2. Dansk bibliografisk kildemateriale

Erland Munch-Petersen (E. M.P.)
Munch-Petersen, Erland: Bibliografi over oversættelser til dansk 1800-1900 af prosafiktion fra de germanske og romanske sprog, Rosenkilde og Bagger, 1979.

Dansk Bogfortegnelse for årene 1841-1900, vol. 1 – 5 (DaBf.)
Ehrencron-Müller, H.: Dansk Bogfortegnelse for Aarene 1893-1900, G. E. C. Gad, København, 1903.
Fabricius, F.: Dansk Bogfortegnelse for Aarene 1841-58, Rosenkilde og Bagger, København 1960.
Vahl, Johannes: Dansk Bogfortegnelse for Aarene 1859-68, Rosenkilde og Bagger, København, 1960.
Vahl, Johannes: Dansk Bogfortegnelse for Aarene 1869-80, Rosenkilde og Bagger, København, 1963.
Vahl, Johannes: Dansk Bogfortegnelse for Aarene 1881-92, G. E. C. Gad, København, 1893-1894.

Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica og Dansk Bogfortegnelse (S.BD.DaBf.)
Ehrencron-Müller, H.: Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica og Dansk Bogfortegnelse, G. E. C. Gads Forlag, København, 1943.

Catalogue général des livres imprimés de la Bibliothèque Nationale de France (CGL)

Niels Jensen: Skønlitterært forfatterleksikon 1850-1900. Dramatik 1722-1900. Titler: www.litteraturpriser.dk/1850t/t1850ta.htm

Anonym- og Pseudonym-Leksikon
Ehrencron-Müller, H: Anonym- og Pseudonym-Lexikon, H. Hagerup, København, 1940.


2.1. Erland Munch-Petersen
Hovedkilde for de danske registreringer
Erland Munch-Petersen (1930-1997) har med sit store værk, Bibliografi over oversættelser til dansk 1800-1900 af prosafiktion fra de germanske og romanske sprog fra 1976, etableret udgangspunktet for de danske registreringer af fransk prosafiktion: romaner, fortællinger og noveller. Da prosafiktionen som litterær genre udgør langt størstedelen af, hvad der blev oversat og udgivet i bogform i Danmark i det 19. århundrede, må Munch-Petersen betragtes som den egentlige hovedkilde for de danske indførelser i BREFS.
Som titlen på Munch-Petersens bibliografi indikerer, så har han begrænset sig til at indføre de danske oversættelser, der placerer sig indenfor genren af prosafiktion. Udeladt er det, han betegner for ”Tilgrænsende områder som ungdomsbøger, opbyggelse o.l.” . Teater og poesi har han også holdt helt uden for. Det betyder naturligvis, at han i BREFS ikke fremgår som kilde, når man søger efter danske oversættelser af fransk teater og poesi. Munch-Petersen har derimod koncentreret sit arbejde om at registrere al prosafiktion oversat til dansk fra de germanske (engelsk, tysk, plattysk, hollandsk, svensk, islandsk) og romanske (fransk, spansk, italiensk, rumænsk) sprog trykt og udgivet i bogform i perioden 1800–1900. Hans arbejde omfatter desuden antologier, novellesamlinger af flere forfattere samt anonymer. Oversættelser af samlinger og antologier af flere forfattere er som nævnt (se Bibliografisk synopsis/Genrer) ikke indført i BREFS. Er man interesseret i denne del af den danske receptionshistorie kan jeg derfor henvise til Munch-Petersens bibliografi. Han har dog i lighed med os i RFS-projektet udeladt registrering af oversættelser publiceret i periodica, aviser og skønlitterære tidsskrifter, da de udgør en uoverskuelig mængde, som hverken han eller RFS-projektet har haft kapacitet til at indbefatte i det samlede korpus.
Munch-Petersen har etableret sine indførelser med udgangspunkt i en systematisk læsning af kategoriseringen ”Romaner og Fortællinger”, som findes i supplementet for 1831-1840 og i Dansk Bogfortegnelse for 1841-1900. Derfra har han verificeret og udvidet sine registreringer via en gennemgang af Det kongelige Biblioteks magasiner og Universitetsbiblioteket i København (Humanistisk Afdeling). Hans enkelte registreringer er langt mere detaljerede, end dem vi finder i supplementet og Dansk Bogfortegnelse. Han har omhyggeligt indført de danske oversættelser kategorisk efter land og derfra sorteret værkerne i en kronologisk orden under en alfabetisk registrering af forfatternavn. Samtlige forfattere er verificerede og placeret under deres fødenavn. Til hver enkelt forfatter er desuden indført korte biografiske data: fødsels- og dødsår samt sted, erhverv, titler og eventuelle pseudonymer. Munch-Petersen har videre bestræbt sig på at verificere de enkelte originaltitler og opspore udgivelsesåret for deres første fremtræden i bogform. Hans bibliografi indeholder derudover et register, der omfatter oversættere og udgivere med henvisning til de opslagsværker, hvori de er blevet verificeret.
Generelt set må man vurdere Munch-Petersens bibliografi som et omfattende og tålmodigt arbejde. Det er på baggrund af hans omhyggelige registreringer, at det i mange tilfælde har været muligt at indføre detaljerede bemærkninger i den danske del af BREFS vedrørende oversætter, illustrator, forordsskribent m.m.. Desuden har han ofte også oplyst titlerne til de dele eller afsnit en oversættelse har været inddelt i, og han har også bestræbt sig på at registrere de fortællinger, eventyr eller noveller, som er indgået i den samlede oversættelse. Det er oplysninger, som også er afskrevet og indført i de danske registreringer. Se eksempelvis Herman Bangs oversættelse af Honoré de Balzacs fortællinger, som blev samlet og udgivet under titlen Kvindetyper i 1880.


2.2. Dansk Bogfortegnelse 1841-1900 og Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica og Dansk Bogfortegnelse
G. E. C. Gad (1830-1906) stiftede i 1851 Dansk Bogfortegnelse. Han var i den periode ansat som kommis i Gyldendalske Boghandel, og den danske bogfortegnelse blev ikke udgivet under Gads eget navn førend i 1856, kort tid efter han grundlagde sit eget forlag . Bogfortegnelserne var på det tidspunkt allerede udbredt i Tyskland, England, Frankrig samt i vores naboland, Norge, og Gad ønskede, at Danmark på lige fod med de nærliggende lande fik en samlet fortegnelse over de bøger, som blev produceret på det danske marked. Han havde samtidig den overbevisning, at ”dennes videre Udbredelse ville bidrage til Publicums nøiere Kjendskab med Litteraturens Frembringelser”, som han skriver i forordet til det første hæfte af bogfortegnelsen . Gads motiv synes ædelt og kan i flere henseender siges at være i overensstemmelse med vores formål med at etablere BREFS. Den danske bogfortegnelse indbefattede dog ikke litteraturen for 1830-1840, men tog udgangspunkt fra 1841 og frem. Da overbibliotekaren Christian Bruun (1831-1906) senere i 1870erne besluttede sig til at udgive Bibliotheca Danica satte han besynderligt nok 1830 som slutningsåret for sit store bog-leksikon, og det efterlod et bibliografisk vakuum fra 1830 til 1840. ”Det føltes som et Savn” som Holger Ehrencron-Müller (1868-1953) præcist formulerede, da han endelig havde fået udfyldt lakunen med udgivelsen af det såkaldte Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica og Dansk Bogfortegnelse .
Med udgivelsen af supplementet i 1943 fik Ehrencron-Müller således ikke blot samlet trådene men etableret udgangspunktet for de danske indførelser i BREFS. Dansk Bogfortegnelse 1841-1900 fungerer sammen med supplementet som sekundært kildemateriale for indførelsen af romaner og prosafiktion. Det er herfra udgivelsessted og forlag er indført, da det er oplysninger, som ikke fremgår af Munch-Petersens bibliografi. Samtidig har de to tunge værker fungeret som en form for kontrolprotokoller, idet en gennemgang af kategoriseringen ”Franske Romaner og Fortællinger” har givet anledning til at verificere og sammenligne de enkelte registreringer med Munch-Petersens indførelser. Det er et korrekturarbejde, der bl.a. har givet anledning til at indføre enkelte noter vedr. divergens i årstal m.m.. Ved registreringen af teater og poesi har den danske bogfortegnelse og supplementet derimod fungeret som primærkilder, da det er genrer, som Munch-Petersen ikke har indbefattet i sit arbejde. De to værker indeholder ikke nær så detaljerede oplysninger som Munch-Petersens bibliografi. Svend Bruhns betegner i en artikel om dansk bogfortegnelse de ældre bind af bogfortegnelsen som:

(…) short-title fortegnelser, de giver et minimum af oplysninger, stort set kun de oplysninger, som er nødvendige for boghandleren, når han skal skaffe bogen: Forfatter – titel (undertitel) – sidste udgave eller oplag – format hvis andet end oktav – årstal – pris – forlagsnavn (+ hjemsted hvis det ikke er København) .  

Dansk Bogfortegnelse for 1841-1900 indeholder desuden ofte også oplysninger om, hvor mange dele bogen er udkommet i. Sidstnævnte princip: ”hjemsted hvis det ikke er København”, er også etableret som udgangspunkt for de danske indførelser. Det betyder, at København er indført som udgivelsessted i de sammenhænge, hvor Dansk Bogfortegnelse har noteret et forlag men ikke noget udgivelsessted. Når et værk er udsolgt eller udgået fra markedet, har det ikke været muligt at indføre hverken forlag eller udgivelsessted.
Kommentarer vedrørende originaltitel, efterskrift og forord finder vi sjældent oplyst i de ældste udgaver af Dansk Bogfortegnelse - med mindre det har været indført på titelbladet. Det samme gælder oplysninger om oversætter og illustrator. Prisen har været bestemt af sidetal og format. Jo flere sider og jo flottere indbinding – desto dyrere bog. Prisen på de enkelte oversættelser er ikke indført i BREFS, men når man studerer antallet af sider og format kan man få en fornemmelse af, hvad bogen har kostet. Oplysninger om pris er heller ikke indført i Holger Ehrencron-Müllers supplement for 1831-1840. Han har derimod omhyggeligt registreret forfatternavn, pseudonym og oversætter. I det alfabetiske forfatterindeks oplyses: forfatter, oversatte titel (og eventuelle undertitler), initialerne til den enkelte oversætter samt hele oversætters fødenavn, forlag, udgivelsessted og publikationsår. Vi skal helt frem til 1970 før vi ifølge Svends Bruhns finder alle de relevante bibliografiske oplysninger og kommercielle data (pris, ekspeditionsadresse og ISBN), der kan bidrage til at identificere den enkelte publikation . Det er således også de sparsomme informationer indført i supplementet og i de ældre bogfortegnelser, der primært i forbindelse med registreringen af teater har påtvunget sig verifikation på Niels Jensens hjemmeside og herfra i CGL.
Det har ikke været muligt at identificere alle Munch-Petersens indførelser i supplementet eller i den danske bogfortegnelse. I de tilfælde er der noteret ”÷ DaBf.” eller ”÷ S.BD.DaBf.” i ”Source” (kilde). I andre situationer, hvor det modsatte forhold har været tilfældet er indført ”÷ E. M.P.”. Det er primært føljetontryk, der ikke er indført i supplement og i den danske bogfortegnelse. Desuden har Munch-Petersen også registreret en del af den emigrantlitteratur, der blev oversat fra fransk til dansk og udsendt i udlandet, og denne del er naturligvis ikke indført i de danske bogfortegnelser. Men det er en litteratur, der er indført i den danske del af BREFS. Det viser sig bl.a. i de sammenhænge, hvor ”Chicago” er indført som udgivelsessted.

2.3. Skønlitterært forfatterleksikon 1850-1900. Dramatik 1722-1900
Via en søgning på Niels Jensens webside: Forfattere, litteraturpriser mv. under www.litteraturpriser.dk/1850t/t1850ta.htm har det været muligt at identificere mange af de franske teaterstykkers originaltitler. Den danske bibliotekar beskriver indholdet af sin hjemmeside som ”den uforbederlige bibliotekars skrabsammen”. Ikke desto mindre er det en meget informativ og spændende hjemmeside, som har kunnet supplere med interessante informationer vedr. receptionen af de franske teaterstykker i Danmark.
www.litteraturpriser.dk/1850t/t1850ta.htm finder vi en alfabetisk liste over titlerne på de teaterstykker, der blev opført i Danmark i perioden 1722-1900. På trods af at listen endnu ikke er komplet, har det været muligt at finde frem til mange af de franske originalværker. Niels Jensen har dog ikke indført udgivelsestidspunktet for originalværkets første fremtræden i bogform – men med oplysningen om originaltitel har det ikke været vanskeligt at finde frem til publikationsåret i CGL. Alle informationer hentet fra Niels Jensen og indført i BREFS er således blevet verificeret via en gennemgang af CGL. Han fremgår derfor ikke som kilde i databasen – men skal her nævnes, fordi han har etableret et solidt forarbejde for de danske registreringer af teater.

2.4. Catalogue général des livres imprimés de la Bibliothèque Nationale de France
CGL har fungeret som autoritærkilde i de tilfælde, hvor der er opstået tvivl eller divergens vedr. Munch-Petersens registrering af originaludgaven (ortografi, udgivelsesår m.m.). Desuden er en væsentlig del af de franske teaterstykkers originaltitler og udgivelsesår blevet identificeret via en gennemgang af CGL. Det er ikke altid lykkedes at identificere det franske originalværk. I den sammenhæng er der ikke noteret ”÷ CGL”, da det naturligvis ikke kan udelukkes, at værket reelt findes heri. Problemet består snarere i det forhold, at det ikke har været muligt at identificere originaltitlen ud fra den oversatte titel, hvilket yderligere har været vanskeliggjort i de tilfælde, hvor den danske oversættelse ikke har oplyst forfatteren til det franske værk.      

2.5. Anonym- og Pseudonym-Lexikon
Holger Ehrencron-Müllers Anonym- og Pseudonym-Lexikon fra 1940 har i enkelte tilfælde sammen med Munch-Petersens ”Oversætterregister”, der findes som appendiks til hans bibliografi, fungeret som primærkilde til at verificere oversætternes pseudonymer.


3. Registreringsmetode
De ældre bind af bogfortegnelserne har ofte forkortet titlerne ned og undladt at indføre undertitlerne, hvorimod Munch-Petersen stort set har afskrevet alle bibliografiske informationer. Der er tale om et bevidst valg fra begge sider – et valg, der er foretaget af hensyntagen til de brugere, som de hver i sær er rettet mod. Det samme forhold er gældende for de skandinaviske indførelser i BREFS. De enkelte indførelser i BREFS er ikke verificerede, men etableret udelukkende på baggrund af de informationer, der er fremgået af vores bibliografiske kildemateriale. Oversættelserne er indført med hensyn til databasens søgeapplikationer og visningsmuligheder. Det betyder, at vi hver især har sorteret de bibliografiske oplysninger fra vores respektive kildemateriale og herefter systematisk skrevet dem ind i databasens forskellige kategorier. Der er i nogle sammenhænge opstået tvivl om, hvorvidt de forskellige oplysninger er en del af titlen eller ej, men her skal nævnes de principper, der er etableret som udgangspunkt for de danske registreringer.
Normalt gentages genren ikke i titlen, da den derved ville fremgå to gange: i genrefeltet og i titelfeltet. Det betyder, at bemærkninger som ”En Roman” ikke er indført som en del af titlen. Andre gange, hvor genren indgår som en del af undertitlen og således er med til at specificere genrebetegnelsen er den naturligvis indført. Det drejer som om undertitler som ”Historisk Roman”, ”En Criminalhistorie”, ”Monologer af franske Forfattere”, ”En Studie” etc. Ved den danske registrering af teater er bemærkninger som ”En Komedie i tre Akter” og kommentar vedr. musikmester m.m. indført i noten.

3.1. Registrering af prosafiktion
Prosafiktion er indført med udgangspunkt i en læsning af Erland Munch-Petersens bibliografi: Bibliografi over oversættelser til dansk 1800-1900 af prosafiktion fra de germanske og romanske sprog (E. M.P.). Herfra er de enkelte indførelser suppleret med oplysninger fra Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica og Dansk Bogfortegnelse (S.BD.DaBf.) eller Dansk Bogfortegnelse for 1841-1900 (DaBf.). Eventuelle spørgsmål eller divergenser er søgt opklaret med Catalogue général des livres imprimés de la Bibliothèque Nationale de France (CGL) som autoritær kilde.

3.2. Registrering af teater
Registreringen af teater er foretaget med udgangspunkt i katalogiseringen ”Franske Skuespil” i Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica og Dansk Bogfortegnelse (S.BD.DaBf.) eller Dansk Bogfortegnelse for 1841-1900 (DaBf.), suppleret med oplysninger hentet fra bibliotekaren, Niels Jensens, hjemmeside,  www.litteraturpriser.dk/home.html. Niels Jensens oplysninger er derfra blevet udvidet med eventuelle mangler samt verificeret ud fra Catalogue général des livres imprimés de la Bibliothèque Nationale de France (CGL).
 
3.3. Registrering af poesi
Udgangspunkt i en gennemgang af katalogiseringen ”Franske Digte” i Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica og Dansk Bogfortegnelse (S.BD.DaBf.) eller Dansk Bogfortegnelse for 1841-1900 (DaBf.), suppleret med information fra Catalogue général des livres imprimés de la Bibliothèque Nationale de France (CGL).


4. Divergens og registreringsprincipper
4.1. Bibliografiske autoriteter
Selvom Munch-Petersens værk har etableret et godt udgangspunkt for størstedelen af det danske bibliografiarbejde, har registreringsprocessen til tider været præget af en del fortolkningsvanskeligheder – ikke mindst på grund af de ortografiske ejendommeligheder og divergenser, der er dukket frem i det bibliografiske kildemateriale (forfatternavn, originaltitler, publikationsår m.m.). I de tilfælde, hvor der har været divergerende oplysninger mellem Munch-Petersen og supplementet og den danske bogfortegnelse, har Munch-Petersens bibliografi fungeret som autoritær kilde. Andre gange, hvor Munch-Petersens oplysninger om originaltitel og publikationsår har været i modstrid med oplysninger fra CGL, er det sidstnævnte, der har fungeret som autoritet.


4.2. Forfatternavn og pseudonymer
Ved indførelsen af forfatter og pseudonym støder man ofte på divergens i det danske kildemateriale. Ehrencron-Müller har i sit supplement foretaget et meget omhyggeligt registreringsarbejde, mens de ældste bind af bogfortegnelsen er præget af typografiske ejendommeligheder - specielt ved indførelsen af forfatternavne og pseudonymer. Bogfortegnelserne har konsekvent afskrevet informationerne fra de enkelte titelblade, og det afspejler sig i det forhold, at eventuelle ortografiske ejendommeligheder ofte også er indført i katalogiseringen. Pseudonymer er således ofte forvekslet med forfatterne, og det kan naturligvis vanskeliggøre verificeringsprocessen.  
Munch-Petersen har i sin bibliografi søgt at verificere de enkelte forfattere. I redegørelsen for hans bibliografis udarbejdelse og benyttelse skriver han om det franske bibliografiske materiale:

Centralt har stået verifikation i de løbende bogfortegnelser, der rummer en biografisk note for hver forfatter: La France littéraire, par J.-M. Quérard (Quérard Fr), La littérature française contemporaine, par J.-M. Quérard (Quérard con) og Catalogue général de la librairie française, red. par Otto Lorenz (Lorenz). Alle forfattere er også opsøgt i det meget omfattende samtidige La grande encyclopédie (GEnc), mens det litterære opslag (værkerne) er foretaget i Bibliographie de la littérature française de 1800 à 1930, par Hugo P. Thieme (Thieme). Thieme er foretrukket for Bibliographie des auteurs modernes de langue française (1801-1927), par Hector Talvart et Joseph Place (T & P), på trods af at Thieme ikke er ganske pålidelig, fordi Thieme har et langt bredere udvalg af forfattere end T & P, der har et snævert æstetisk udvalg, som til gengæld behandles langt mere dybtgående. I øvrigt er T & P endnu kun lidt over halvvejs gennem alfabetet.  

Det er muligt, at det er Thiemes ”upålidelighed”, som har afsat sine spor i de tilfælde, hvor Munch-Petersens registrering har været præget af fejl. Det kan muligvis også være et manglende kendskab til fransksproget, der har resulteret i forkert afskrivning. Det har ikke været muligt at verificere Munch-Petersens registreringer med Thiemes. Eventuelle tvivlsspørgsmål i det danske korpus er udelukkende søgt løst via en gennemgang af CGL.
Eventuelle kommentarer om divergenser og uoverensstemmelser i det danske materiale er indført i noten. Bemærkninger vedr. forkert typografi i forfatternavn er oftest indført med henvisning til den danske bogfortegnelse. I de sammenhænge er indført Dansk Bogfortegnelses ortografi med et efterfølgende [sic.]. Søg eksempelvis på registreringen af Antoine Vincent Arnaults roman En Hemmelighed oversat og udgivet i 1848. Et eksempel på kommentar vedr. Munch-Petersens registrering af forkert pseudonym findes i søgningsresultatet på Alice Durand, som skrev under navnet ”Henri Gréville”.  

4.3. Originaltitel og publikationsår
Det har ikke været muligt at identificere alle de franske originalværker. Samme forhold er gældende for Munch-Petersen. Andre gange har han både identificeret originalværket og noteret navnet på det tidsskrift eller den samling, hvorfra det er blevet oversat. I nogle situationer har han derimod kun noteret navnet på den novellesamling eller det tidsskrift, hvorfra det enkelte franske værk er blevet oversat. Tidsskriftet Revue des Deux mondes er på den baggrund indført ni gange som originaltitel i det danske korpus. Alternativet var at undlade at indføre nogle oplysninger. Det er naturligvis misvisende at have Revue des Deux mondes indført som originaltitel, men det giver en fornemmelse af, hvilken kontekst værket er oversat fra.    
Det er primært ved Munch-Petersens registreringer af de franske originaltitler, at man støder på ortografiske ejendommeligheder. Kommentarer om manglende accenter i originaltitlen er ikke indført, da det er min overbevisning, at de snarere vil forvirre i stedet for at gavne. Bemærkninger vedr. divergens i forhold til udgivelsesåret er derimod indført i noten.
Ved nærlæsningen af de danske oversættelser i BREFS vil der forekomme enkelte tilfælde, hvor publikationsåret for det oversatte værk er tidligere end året for originaludgaven. Det kan umiddelbart fremstå som en divergens i det danske korpus og nærmest som en fysisk umulighed. Denne ejendommelighed skal dog forklares ud fra det forhold, at vi (i lighed med Munch-Petersen) udelukkende registrerer året for originalværkets første fremtræden i bogform. Oversætteren fik ofte mulighed for at få kendskab til værket som føljetontryk, inden det blev trykt og udgivet som bog, og det betød, at oversættelsen ofte nåede at blive publiceret som bog før originalværket. Et udtryk for denne tendens i det danske korpus er indførelsen af Alexandre Dumas’ roman Une nuit à Florence sous Alexandre de Médicis fra 1861, der blev oversat og udgivet under titlen En Nat i Florents i 1860. Se eksempelvis også registreringen af Alexandre Dumas’ (fils) Césarine fra 1848. De divergerende oplysninger mellem publikationsåret for originalværket og oversættelsen har givet anledning til at verificere Munch-Petersens oplysninger med CGLs. Det har således i nogle tilfælde vist sig, at Munch-Petersen har indført forkerte årstal. Bemærkninger om divergens mellem Munch-Petersen og CGL er indført i noten. Se eksempelvis registreringen af N. J. Berendsens oversættelse af Alphonse Daudets roman, Jack. Et moderne Livsbillede, fra 1876.

4.4. Oversætter
Samtlige indførte oversættere er søgt verificeret og synkroniseret via en gennemgang af Munch-Petersens oversætterregister. Oversætterens navn er dermed ikke indskrevet ordret efter det bibliografiske kildemateriale, der ofte er præget er stærk variation (nogle gange med initialer andre gange med oversætterens hele navn) – men indført med henblik på at etablere kongruens og mulighed for at søge på en enkelt oversætter. Initialer er søgt identificeret og indskrevet. Det princip er etableret med henblik på at kunne skelne mellem de enkelte oversættere, som har anvendt samme initialer. Det gælder eksempel ”C. Lund.”, der anvendes både af Albert Conrad Lund og Carl Lund.
Eventuelle pseudonymer er også søgt identificeret via Munch-Petersens register suppleret med eventuelle mangler fra Errencron-Müllers Anonym- og Pseudonym- Lexikon og bemærkninger herom er indført i noten. Se eksempelvis Carl Hermann, pseudonym for den danske officer og krigsforfatter Carl Sørensen (1824-1914), hvor der er indført: ”Carl Hermann pseudonyme du traducteur. Nom: Carl Sørensen”. I andre tilfælde, hvor en oversætter har valgt at skrive under ejendommelige forkortelser som ”b- b-” er oversætterens fødenavn indført under oversætternavn- og bemærkningen om pseudonym er indført i noten. Se eksempelvis Joseph Michaelsen (1826-1908). Det er ikke lykkedes at identificere alle oversættere og pseudonymer. Heraf kan nævnes: ”M”, ”M. A.”, ”M. G.” samt det ejendommelige ”-r.-”, ”-Chr.-”, ”Athala” og ”b-g.”, idet Ehrencron-Müller og Munch-Petersen blot oplyser ”pseudonym” som eneste biografiske data (se  Oversætternes topti og Øvrige oversættere).  

4.5. Forlag og udgivelsessted
Erland Munch-Petersen registrerer ikke udgivelsessted eller forlag. Han begrunder det ud fra, at der ofte er divergens mellem de informationer, som findes på titelbladet og i bogfortegnelserne . Det forhold hænger sammen med, at mange publikationer blev overdraget til et andet trykkeri, som derefter skulle tage sig af den videre udgivelsesproces: i kommission. Ehrencron-Müller beskriver i introduktionen til Dansk Bogfortegnelse princippet som følgende:
 
Naar et Skrift er overgaaet til en anden Forlægger, eller naar Prisen er forandret, er den tidligere Forlægger og den oprindelige Pris anført i Parenthes ved Siden af Skriftets Titel. I skarp Parenthes [ ] er ved Skrifter, der er udkommet i flere Oplag, det første Oplag anført, for saa vidt dets
Fremkomst ligger indenfor Perioden 1893-1900.  

Ved de danske registreringer er forlaget konsekvent indført efter, hvem der har overtaget den enkelte udgivelse. Kommentarer vedr. tidligere udgivere er ikke indført. I den sammenhæng henvises til supplementet for 1831-1840 eller Dansk Bogfortegnelse 1841-1900. Når der i nogle tilfælde ikke er indført forlag eller udgivelsessted, er det fordi, det pågældende værk enten ikke findes i supplementet eller i bogfortegnelserne - eller også er det udgået fra markedet.


5. Noter - anvendte principper og forkortelser
Bemærkninger om divergerende forhold er kommenteret noten. I den sammenhæng kan nævnes registreringen af Cæsarine, (Césarine, 1848) af Alexandre Dumas (fils), oversat og udgivet 1849, hvor følgende bemærkning er indført: ”DaBf.: auteur Alexandre Dumas” (forfatter Alexandre Dumas). Andre gange er noteret bemærkninger vedr. divergens i publikationsår. Se eksempelvis registreringen af Diane de Lys, 1852, (Diane de Lys et Grangette, 1851) af Alexandre Dumas (fils). Her er Munch-Petersens oplysning om udgivelsesår indført som autoritær kilde og i noten indført: ”DaBf.: date de publication: 1853”. Et andet eksempel er C. Michelsens oversættelse af Alexandre Dumas’ Musketerernes sidste Bedrifter. Afslutning paa "De tre Musketerer" (Le vicomte de Bragelonne, 1848), hvor følgende bemærkning er indført: ”Traduction publiée 1900-02 (E. M.P.), DaBf.: 1900-01 (vol. 1-6). Illustrée par J. Nørretranders” (oversættelse udgivet 1900-02).
Bemærkninger om titler og udgivelsesår. I noten findes videre supplerende oplysninger vedr. titler på de noveller, eventyr eller fortællinger, der er indgået i en enkelt samling.  Her er typisk noteret: ”Titres de la traduction” (titler til oversættelsen) og/eller ”Traduction publiée” (oversættelse udgivet), ”Original publié” (originalværket udgivet).
Bemærkninger om illustrator, forordsskribent m.m. Her er noteret ”préface par” (forord af), ”édition illustrée par” (udgaven illustreret af).
     Ved registreringen af teater er ofte indført oplysninger om genrer, antal akter m.m.. Følgende typiske kommentarer kan nævnes: ”Comédie en 5 actes” (Komedie i 5 akter), ”Drame en 4 actes, mêlé de chant” (Drama i 4 akter, indlagt sange), ”Musique par” (Musik af), ”Une pièce de théâtre en 1 acte” (Teaterstykke i 1 akt), ”Vaudeville en 5 actes” (Vaudeville/lystspil i 5 akter).
Anvendte forkortelser: ”Pag. Continue” (fortsat paginering), ”S.d.” (uden år), ”V.” (Volumen), ”V. note” (se note).


6. Omfang og mangler
Som i de øvrige skandinaviske lande er de danske registreringer indført på baggrund af en fortolkning og afskrivning af det bibliografiske kildemateriale. Oplysningerne er ikke verificeret i den enkelte oversættelse, men indført udelukkende på baggrund af de her omtalte kilder. Det er dermed ikke uundgåeligt, at de danske registreringer kan indeholde enkelte forkerte data og mangler. Ikke desto mindre må vi formode, at den danske del af BREFS stort set indeholder den samlede danske bogproduktion af oversat fransk litteratur i perioden 1830-1900. Det er et bibliografisk materiale, der, når man søger i BREFS, forhåbentligt vil bidrage til at kaste nyt lys over receptionen af fransk litteratur i Danmark i det 19. århundrede.  
 




II. Georg Brandes eller N. J. Berendsen?
Aspekter af receptionen af fransk litteratur i Danmark 1830-1900


1. Indledende bemærkninger
Når vi søger i BREFS, er der ingen tvivl om, at det 19. århundrede var prosafiktionens og romanens tidsalder. Teateret havde også fuldt hus, og opførelser af franske vaudeviller, satirer og komedier fik slidt godt ned på de skrå brædder i perioden gennem første halvdel af 1800tallet. Men det blev det århundrede, hvor prosaen som litterær og kunstnerisk udtryksform sejrede, og vi kan konstatere, at udgivelsen af teater var meget beskedent i forhold til, hvad der blev oversat, trykt og udgivet af fransk prosafiktion i Danmark. Lyrikken, adelens fornemme genre, måtte også i takt med folkets stadige større magtovertagelse gennem 1800tallet vige til fordel for de folkelige fortællegenrer – folkeeventyret, novellen og romanen. Det viser sig bl.a. i det forhold, at interessen for at markedsføre danske oversættelser af fransk poesi stort set ikke eksisterede. Det betød ikke, at der ikke blev læst fransk poesi – men det fornemme publikum foretrak at læse digtene på originalsproget – og ikke de folkelige oversættelser, der i stigende grad forvandlede trykkerierne til pengemaskiner. Oprettelsen af almueskolen i 1814 betød samtidig, at flere snart evnede at læse, og i midten af århundredet er det dermed også det nye publikums efterspørgsel, som præger markedet, og folket foretrak fortællingen som litterær genre. Desuden havde bl.a. Christian Friedrich von Blanckenburg (1744-1796) med Versuch über den Roman (udg. anonymt i 1774) gjort romanen til en anerkendt genre, og den blev det foretrukne kunstneriske udtryksmiddel, hvormed man skildrede de nye samfundsmæssige og eksistentielle livsbetingelser, der med uset hast ændrede Europa gennem 1800tallet.
    I den følgende del undersøges med udgangspunkt i en søgning i BREFS først hvilke franske forfattere, der fik det største folkelige gennembrud i perioden gennem det 19. århundrede. I den sammenhæng belyses, hvordan Stendhal, Honoré de Balzac, Victor Hugo, George Sand, Gustave Flaubert, Émile Zola og Guy de Maupassant indskriver sig på listen over de mest oversatte forfattere i Danmark. Herefter følger et strejftog ind i den danske oversætterpraksis med det formål in mente at trække de oversættere frem i lyset, som kan siges at have præget den danske reception af fransk realisme og naturalisme. Her dvæles bl.a. ved den hidtil oversete og ubemærkede danske oversætter og journalist, N. J. Berendsen, hvis rolle som kulturpioner sættes i forhold til Georg Brandes, der synes at være den person, som har haft patent på at have indført den franske litteratur i Danmark. Med afsæt i retorikkens hvem, hvornår, hvordan og hvorfor tegnes de store konturer i den danske reception af fransk realisme og naturalisme.




2. Folkets favoritter
Hitlisten over franske forfattere 1830-1900
Godt 1600 oversættelser er registreret i den danske del af BREFS. Indførelserne fordeler sig på de fire genrer: romaner, noveller og prosafiktion, teater og poesi, trykt og udgivet i bogform i perioden 1830-1900. Heraf udgør genren, romaner og prosafiktion, størstedelen af det registrerede materiale. På baggrund af en søgning i BREFS har det været muligt at opstille nedenstående toptiliste over de mest oversatte og dermed tilsyneladende mest populære franske forfattere i Danmark i perioden fra 1830 til 1900. Antallet af oversættelser på listen indbefatter alle fire genrer. Yderst til højre er indført intervallet for den periode, indenfor hvilken forfatterskabet blev oversat og udgivet:

Top 10
Placering    Forfatter                      Antal oversættelser     Periode
1.     Alexandre Dumas (père) (1802-1870)                                      106                  1837-1900
2.     Eugène Scribe     (1791-1861)            89                  1832-1887
3.     Eugène Sue (1804-1857)            54                  1833-1897
4.     Paul de Kock (1793-1871)              44                  1837-1884
5.     Jules Verne (1828-1905)             38                  1872-1900
6.     Paul Féval (1817-1887)            35                  1844-1869
7.     George Sand (1804-1876, pseud. for Aurore Dudevant)     34                  1837-1878
8.     Xavier de Montépin (1823-1902)        31                  1848-1900
9. - 10.    Alice Durand (1842-1902, pseud. Gréville)        29                  1878-1899
    Émile Zola (1840-1902)             29                  1879-1900


Der er ingen tvivl om, at Alexandre Dumas placerer sig som den absolutte enerådige vinder på førstepladsen. Som det fremgår af intervallet kunne Dumas appellere til folket gennem hele det 19. århundrede. 17 oversættelser adskiller Dumas fra Eugène Scribe, som ligger på en fornem andenplads med 89 oversættelser – hele 35 værker fra Eugène Sue, der kommer ind på en sikker tredjeplads med 54 oversættelser. Det er naturligvis ikke overraskende, at den store teaterdigter, Eugène Scribe, når ind på en flot andenplads efter fortællingens mester, Dumas. Scribe, der jfr. Georg Brandes, beherskede alle Europas teatre i en menneskealder, blev oversat i en jævn strøm fra 1830erne til 1880erne og opført på de danske teatre. En søgning i BREFS vidner om dette forhold. Chr. Ludvigsen, Institut for Dramaturgi ved Aarhus Universitet, skriver i forordet til bogen Teatrets tekst og teksten i teatret fra 1994, at selv vores folkekære Holberg havde svært ved at følge med det franske teatergeni:

Tænk blot på den franske dramatiker Eugène Scribe (1791 - 1861, vor egen J.L. Heibergs næsten præcis samtidige). For godt 100 år siden var han den mest spillede dramatiker på selveste Det kongelige Teater. Ifølge "Overskous Haandbog" (1879) var Scribe da på ca. 40 år blevet opført 2.428 gange, fordelt på 100 tekster, mens vor egen Holberg kun var nået til 2.279 opførelser fordelt på 32 stykker. Shakespeare var kun nået til 385 opførelser fordelt på 15 stykker siden Danmarkspremieren på "Hamlet" i 1813, af alle år!

På trods af Scribes enorme popularitet må vi konstatere, at det er de store romanforfattere, der dominerer listen. På fjedrepladsen har Paul de Kock med 44 oversættelser etableret sit eget spillerum, mens Jules Verne på femtepladsen og de øvrige forfattere fra sjettepladsen og ned: Paul Féval, George Sand, Xavier de Montépin, Alice Durand og Émile Zola, er præget af meget tæt løb, hvor kun få værker er udslagsgivende for placeringerne.
    Følger vi listen ned til rang 40 finder vi samme tætte tendens, fordelt i et nedadgående antal oversættelser fra 27 til 9:   

Placering    Forfatter                      Antal oversættelser     Periode
11.     Émile Souvestre (1806-1854)            27                  1839-1859
12.-13.     Alphonse Daudet (1840-1897)         25                  1876-1900
     Ponson du Terrail (1829-1871)        25                  1859-1900
14.-15.     Octave Feuillet (1821-1890)            22                  1856-1895
          Fréderic Soulié (1800-1847)            22                  1835-1854
16.-18.     Jean François Alfred Bayard (1796-1853)         19                  1833-1894
Guy de Maupassant (1850-1893)        19                  1883-1900
Jean-Baptiste Poquelin (pseud. Molière, 1622-1673)     19                  1841-1895
19.-20.     Élie Berthet (1815-1891)            18                  1852-1884
          Victor Hugo (1802-1885)              18                  1830-1898
21.     Honoré de Balzac (1799-1850)        17                  1834-1900
22.-23.     Victor Cherbuliez (1829-1899)        16                  1862-1896
Georges Ohnet (1848-1918)            16                  1882-1900
24.-26.     Anne-Honoré-Joseph Duveyrier          
(1787-1865, pseud. Mélesville)        15                  1831-1856
Prosper Mérimée (1803-1870)            15                  1832-1899
    Saint-Georges (1799-1875)             15                  1834-1886
27.-29.         Amédée Achard (1814-1875)            14                  1853-1890
Alexandre Dumas (fils) (1824-1895)        14                  1848-1898
          Émile Gaboriau (1832-1873)            14                  1869-1897
30.-32.    Charles-Bernard Dugrail de La Villette     
(1804-1850, pseud. Charles de Bernard)         12                  1840-1856
Henriette-Étiennette-Fanny Arnaud Reybaud (1802-1871)      12                  1846-1865  
          Jules Sandeau (1811-1883)            12                  1840-1881
33.-37.     Edmond About (1828-1885)            10                  1855-1893
Jules Barbier (1825-1901)            10                  1861-1900
Louis-Ferry-Gabriel de Bellemare (1809-1852)    10                  1847-1884
          André Theuriet (1833-1907)            10                  1878-1900
    Louis-Marie-Julien Viaud (1850-1923, pseud. Pierre Loti)    10                  1887-1895
38.-40.    Paul Bourget (1852-1935)            9                    1886-1899
Léon Gozlan (1803-1866)            9                    1851-1866
     Alfred de Musset (1810-1857)                9                    1841-1899
    

På listen finder vi fem ud af de syv franske realistiske og naturalistiske forfattere repræsenterede, der indgår RFS-projektets forskningsfelt. Heraf er George Sand den mest oversatte, som med 34 oversatte værker når ind på en syvendeplads. Émile Zola formår også på trods af det sene forfatterskab at indskrive sig på toptilisten. Ved siden af Alice Durand placerer han sig på en delt niende- tiendeplads med de 29 værker, han får oversat og publiceret i Danmark i perioden fra 1879 til 1900. Der er ingen tvivl om, at Zola var det store litterære modefænomen i slutningen af det 19. århundrede. Vi finder ham foruden i oversættelser omtalt i utallige anmeldelser, essays og ikke mindst i de litterære og æstetiske diskussioner, der omkring fin-de-siècle-tiden blussede op og kulminerede i den polemiske strid mellem de apologetiske Brandes-disciple på den ene side og Johannes Jørgensen og hans sjælelige rebeller på den anden.  
    Guy de Maupassant ligger med 19 oversættelser blandt de 16 til 18 mest oversatte franske forfattere. Herefter følger Victor Hugo med 18 oversættelser og endelig Honoré de Balzac med 17 oversatte værker. Gustave Flaubert (1821-1880) og Stendhal (Henri Beyle, 1783-1842) er med hver deres to oversættelser ikke repræsenterede på listen. Spørgsmålet er, hvem der kan siges at have præget receptionen af fransk realisme og naturalisme i Danmark – og ikke mindst hvilke oversættere, der har formidlede den nye litteratur ud blandt de danske læsere.  


3. Danske oversættere og kulturpionerer
Paul V. Rubow (1896-1972) omtaler i en artikel den danske journalist og oversætter N. J. Berendsen, som ”den Mand, som snarere end Georg Brandes kan siges at have indført den franske Naturalisme i Danmark” . Det må siges at være en noget overraskende og dristig antagelse – ikke mindst i forhold til den kendsgerning at Berendsen stort set er gået ubemærket hen i den danske litteraturhistorie. Ikke desto mindre har det vist sig, at Berendsen var en yderst flittig oversætter og formidler af fransk litteratur. Hans memoirer, Af en gammel Journalists Erindringer fra 1918, vidner om, at han havde fingeren på pulsen, både i Danmark, hvor han var nært tilknyttet Brandes-kredsen og kom sammen med fremtrædende personligheder som Vilhelm Møller, Herman Bang og J. P. Jacobsen - og ikke mindst i Frankrig, hvor han under sine besøg i Paris mødtes med bl.a. Edmond de Goncourt, Alphonse Daudet, Émile Zola, Guy de Maupassant og Joris-Karl Huysmans. Som Brandes blev han i en tidlig alder grebet af den franske ånd og litteratur – en passion, der fulgte ham livet igennem, og når man studerer hans memoirer, journalistarbejde og oversættervirksomhed nærmere, er der ingen tvivl om, at han bør blive betragtet som en af den danske litteraturhistories væsentligste kulturpionere i slutningen af det 19. århundrede. I BREFS placerer han sig således også på en delt femteplads over de mest produktive oversættere af fransk litteratur i Danmark i perioden fra 1830-1900:


Oversætternes topti
Placering    Oversætter                            Antal oversættelser       Periode
1.    Thomas Overskou (1798-1873)        63                     1831-1861
2.    Johan Ludvig Heiberg (1791-1860)        26                     1831-1883
3.     Hans Peter Holst (1811-1893)            23                     1834-1894
4.     Ludvig Jordan (1813-1889)             21                     1838-1867
5.     N. J. (Nathan Joseph) Berendsen (1849-1920)        20                     1874-1893
    Adolph von der Recke (1820-1867)        20                     1852-1897
6.    Viggo Herrmann (1822-1897)            16                     1851-1888
Richard Kaufmann (1846-1894)         16                     1872-1884
7.    Carl Michelsen (1842-1911)            15                     1878-1900
8.     Oscar Arlaud (1836-1907)            14                     1859-1895
     Carl Peter Borgaard (1801-1868)        14                     1834-1844
9.    Erik Bøgh (1822-1899)            12                     1854-1890
    F.L. Høedt (1820-1885)            12                     1842-1895
10.    Sophus Benzon (1827-1911)            11                     1859-1862

De 20 værker, der er oversat af Berendsen, er alle forfattet af store navne som Cherbuliez, Balzac, Flaubert, Daudet, Edmond de Goncourt, Zola og Maupassant, og det understøtter Rubows pointering af den indflydelse han havde for den franske naturalismes udbredelse i Danmark.
Også mange andre oversættere var naturligvis med til at udbrede danskernes kendskab til den franske ånd og litteratur. Teaterhistorikeren og forfatteren, Thomas Overskou, placerer sig med 63 oversættelser på en sikker førsteplads. Overskou koncentrerede sin oversætterpraksis om teatret, og der er ingen tvivl, om at han satte sit præg på den danske skueplads i begyndelsen af århundredet. Det gælder også Johan Ludvig Heiberg, der i næsten samme periode fik oversat og udgivet 26 franske skuespil. På tredje og fjerdepladsen finder vi henholdsvis Hans Peter Holst og Ludvig Jordan. Holst dvælede også ved teatergenren. 15 af de 23 værker Holst oversatte er teaterstykker, hvorimod hans samtidige, Ludvig Jordan, fokuserede på prosafiktionen. Overskou, Heiberg, Holst og Jordan havde alle deres store produktive periode fra starten til midten af 1800tallet, og de må siges at høre til de personer, der i høj grad førte den franske ånd og litteratur ud blandt det danske publikum i begyndelsen af det 19. århundrede. Bevæger vi os derimod frem til perioden omkring det moderne gennembrud, må Berendsen betragtes som den førende oversætter og folkelige formidler af fransk litteratur.   
Oversætterlisten, der er udarbejdet på baggrund af de oplysninger, som er registreret i BREFS, indbefatter kun de værker, som blev trykt og udgivet i bogform. Som mange af de øvrige oversættere publicerede Berendsen også utallige oversættelser bl.a. i hans eget blad, Dags-Avisen. Desuden indbefatter antallet af oversættelser i BREFS både anden og tredjeudgaver m.m.. BREFS giver os alligevel mulighed for at erhverve os et dokumentarisk udsnit af den danske oversættervirksomhed og få et billede af, hvilke oversættere som udbredte den franske litteratur i Danmark. Det er motivationen for at fortsætte listen :  
Øvrige oversættere
Placering    Oversætter                      Antal oversættelser       Periode
11.     Jacob Davidsen (1813-1891)             10                     1839-1860
A. M. Glückstad (1829-1865)            10                     1853-1881
    Peter Mariager (1827-1894)            10                     1849-1858
Frederik Schaldemose (1783-1853)        10                     1830-1866
12.     Peter Brøchner Blicher (1818-1874)        9                       1844-1859
    Vilhelm Møller (1846-1904)            9                       1879-1893
Frederik Winkel Horn (1845-1898)        9                       1871-1898
13.     M. A. (pseud.)                8                       1878-1886
Mette Gauguin (1850-1920)            8                       1892-1900
Johannes Marer (1861-1922)             8                       1882-1896
Samuel Prahl (1863-1928)            8                       1891-1898
14.     Johan Hendrik Halvorsen (1812-1890)        7                       1842-1865
Johannes Jørgensen (1866-1956)        7                     1888-1893
Adolph Emil Morville (1820-1863, født Daniel Adolph
Cohen)                7                       1847-1852
T. P. (pseud.)                7                       1843-1862
Carl Sørensen (pseud. Carl Hermann)        7                       1884-83
15.    William Bloch (1845-1926)            6                       1878-1897
Camillo Bruun (1818-1880)            6                       1849-1854
    Adolph Hertz (1824-1882)            6                       1864-1900
Christian Molbech (1821-1888)        6                       1832-1884
16.     Jens Høst Sørensen (f. 1808)            5                       1837-1851
Oscar Madsen    (1866-1902)            5                       1890-1899
Evard Meyer (1813-1880)            5                       1847-1870
Carl Frederik Møller (d. 1859)        5                       1846-1859
Ludvig Philip (1811-1871)            5                       1837-1852
Carl Reiffenstein-Hansen (1861-1933)        5                       1893
Carl Søegaard (1830-1883)            5                       1856-1876
17.      Johann Heinrich v. Buchwald (1787-1876)        4                       1831-1834
    Sophie Henriette Cathrine Buntzen (1816-1870)    4                       1861-1866
    Andreas Christian Clausen (1800-1846)        4                       1830-1867
    Johannes Gøtzsche (1866-1938)        4                       1886-1889
    H. (pseud.)                4                       1843-1844
Jacob Johannes Carl Magnus (1812-1879)        4                       1837-1879
18.    Sille Henrikke Christine Beyer (1803-1861)        3                       1834-1841
    Maria Bojesen (1807-1898)            3                       1847-1885
    Anne Sophie Brandt (1784-1855)        3                       1839-1845
Niels Vinding Dorph (1783-1858)        3                       1835-1838
P. Engell                3                       1891
Aldo Friedrich Wilhelm Roller Güntelberg (1819-1891)    3                       1844-1846
Peter Hansen (1840-1905)            3                       1873-1885
Sofie Horten (1858-1927)            3                       1893-1898
Christoffer Hvid (1803-1872)            3                       1838-1840
Søren Jensen                 3                       1851-1855
Adolf Langsted (1864-1919)            3                       1886-1892
Carl Emil Lind (1803-1858)            3                       1834-1856
Carl Muusmann (1863-1936)            3                       1896-1897
Kjartan L. Müllen (1848-1919)        3                       1890-1895
Peter Nansen (1861-1918)            3                       1891-1895
Max Rolf                3                       1857-1859
Lauritz  Swendsen (d. 1944)            3                       1883-1896
Valdemar Thisted (1815-1887)        3                       1846-1856
19.    Hans Christian Andersen (1805-1875)        2                       1831-1833
August Arlaud (1828-1914)            2                       1859-1881
    Niels Thoroup Bruun (1778-1823)        2                       1858-1878
F. v. C. (pseud.)            2                       1861-1862
    Edgar Collin (1836-1906)            2                       1876-1879
    A. L. C. de Coninck            2                       1861-1862
    Anton Immanuel Frederik Emil Courlænder    2                       1844-1855
    Carl Dick                2                       1845-1847
    Anna Erslev (1862-1919)            2                       1889-1900
August Vilhelm Fohlmann (ca. 1813-1870)        2                       1855-1856
Julius Friederichsen            2                       1847
Emanuel Goldstein (1862-1921)        2                       1891-1899
Peter Vilhelm Grove (1832-1893)        2                       1856-1861
Christian Carl Hermann Frederik Güntelberg (1791-1842)    2                       1836
Markus Christian Vest Hertel (1834-1862)        2                       1854-1855
J. Holm                2                       1837-1853
Fischer Jacobsen            2                       1892-1893
Erna Juel-Hansen (1845-1922)            2                       1891-1892
Ludvig Theodor Krøyer (1810-1864)        2                       1843
L. (pseud.)                2                       1860
L’Inconnu (pseud.)            2                       1866
Lauritz Lauritzen (pseud. Lauritz Ploug)        2                       1889-1894
Clara Levy (1875-1952)            2                       1900
Andreas Peter Liunge (1798-1879)        2                       1837              
Johan Lundbeck (d. 1875)            2                       1875-1876
André Lütken (1843-1916)            2                       1873
M. (pseud.)                2                       1846-1875
K. Mantzius                3                       1854-1896
August Moth-Lund (1864-1934)        2                       1893-1899
Hans Nicolai Nødskou (1821-1906)        2                       1846-1857
Emil Otto                2                       1867
J. N. Petersen                2                       1838-1844
Johannes Petersen            2                       1866-1885
L. V. Pflueg                2                       1865-1885
Rasmus Phillipp (ca. 1800-1839)        2                       1833-1834
Rudolph Prahl (1858-1886)            2                       1862-1883
K. R. (pseud.)                2                       1857-1858
Cand. Rasmussen            2                       1859
Christian Albrecht Ravn (1822-1912)        2                       1855-1857
Christen Niemann Rosenkilde        2                       1835-1836
Holger Rygaard            2                       1896-1897
E. S. ( pseud.)                2                       1873-1879
Julius (Frederik) Schiøtt (1856-1910)        2                       1883-1888
Alexander Schumacher (1853-1932)        2                       1882
Elisabeth Schøyen (f. 1852)            2                       1893-1895
Magnus Strøm (1808-1853)            2                       1845-1847
M. Svendsen                2                       1866-1867
Hother Tolderlund (1820-1880)        2                       1873-1877
August Zinck                2                       1879-1881
20.     C. A. (pseud.)                1    1890
S. H. Aarhus                1    1899
Nicolai Christian Levin Abrahams        1    1846
A. F. (pseud.)                1    1875
Olga Ahlefeldt (d. 1923)            1    1885
Alexander (pseud.)            1    1867
amnis (pseud.)            1    1874
Valdemar Andresen (1838-1894)        1    1878
B. Arnesen-Kall.             1    1869
b-g. (pseud.)                1    1863
Elise Bang                1    1876
Herman Bang (1857-1912)            1    1880
Johannes Clausen Barth (1833-1888)        1    1876
Sophus Bauditz (1850-1915)            1    1889
Jacob Behrend (1803-1846)            1    1836
T. Bentzon                1     1887
Adolph Frederik Bergsøe (1806-1854)        1    1834
Eug. Bidoulac                1    1837
Johan Bindseil (1827-1884)            1    1848
Hans Boesgaard Rasmussen (1865-1948)        1    1896
O. C. Borch (1799-1883)            1    1850
Casper Johannes Boye (1791-1853)        1    1839
E. le Normand de Bretteville (1813-1857)        1    1852
Jacob Brun[Bruun] (1835-1872)        1    1863
M. V. Brun                1    1867
Jens Peter Karmark Bruun (1825-1895)        1    1881
Olof Ernst Carøe (1849-1875)            1    1870
Chr. (pseud.)                 1    1878
Martin Cohen    (1851-1905)            1    1891
Adolphine Marie Colban (1814-1884)          1    1849
Béatrice Colding            1    1898
Aug. Collin (d. 1939)            1    1895
Friderik Emanuel Koefoed Dorscheus (1773-1843)    1    1838
Carl Dreboldt (1835-1894)            1    1869
K. Drebolt                1    1867
Poul Edmar                1    1866
Gustav Esmann (1860-1904)            1    1899
F.A. (pseud.)                1    1885
H. F. (pseud.)                1    1868
V. F. (pseud.)                1    1838
Peter Faber (1768-1847)            1    1850
Edvard Fallesen            1    1865
Holger Federspiel (1868-1934)        1    1891
A. Flinch                1    1870
Adeline Fønss (1851-1913)            1    1899
M. G. (pseud.)                1    1881
A. Gad                1    1854
Christian Maro Gorm (pseud. C. M. Petersen, 1821-1902)    1                    1846    Hans Henrik Gjødvad (1839-1898)        1    1882
Mathilde Gro(o)ss (d. 1945)            1    1899
N. H. (pseud.)                1    1858
Georg Hansen (f. 1796)            1    1859
Simon Hansen (1863-1937)            1    1893
Vilhelm Hauch            1    1893
Niels Hee                1    1847
Ida Heilbuth (d. 1918)            1    1883
Hans Frederik Hellesen (1801-1849)        1    1832
Peter Hendrickson            1    1886
Sophie Høeg Warming (d. 1896)        1    1890
Otto Høpfner (1863-1927)              1    1897
Alvild Theodor Høst (1818-1867)        1    1846
Andreas Frederik Høst (1811-1897)        1    1832
Jens Kragh Høst (1772-1844)            1    1834
Wilhelm Ingwersen (d. 1881)            1    1851
Knud Ipsen (1862-1891)            1     1888
Carl Jansen (1810-1876)            1    1858
C. E. Jensen                1    1892
Frederik Jensen            1    1840
Franz v. Jessen (1870-1949)            1    1892
L. Just Nielsen (1867-1923)            1    1896
H. Jørgensen                1    1869
Nicoline Thom. Henr. Jørgensen         1    1833
C.K. (pseud.)                1    1855
E. K. (pseud.)                1    1898
K.K. (pseud.)                1    1878
C. Kierumgaard            1    1873
Carl Ludvig Kirstein            1    1838
Charles Kjerulf            1    1884
Peter Klein (1822-1895)            1    1852
Christian Juel Klæstrup (ca. 1788-1837)        1    1835
William Koefoed (1806-1854)            1    1840
Valdemar Koppel (1867-1949)        1    1899
Christian Daniel Krag (1801-1874)        1    1833
C. la Cour                1    1888
E. la Cour                1    1872
H. Larpent                1    1871
Julius Lehmann            1    1900
Israel Levin (1810-1883)            1    1833
Georg Levinsohn (1872-1953)            1    1900
A. Levy                 1    1855
Frederik Ludvig Liebenberg (1810-1894)        1    1839
L. E. Lind                1    1856
Peter Engel Lind (1814-1903)            1    1850
Henrik Lindemann            1    1891
Evani Lorentzen (1829-1902)            1    1861
Albert Conrad Lund (f. 1809)            1    1839
Carl Lund (1820-1881)            1    1862
Axel Viggo Læssøe (1819-1905)        1    1851
C. M. (pseud.)                1    1863    E. M. (pseud.)                1    1886
J. M. (pseud.)                1    1879
M. M. (pseud.)            1    1878    Johannes Magnussen (1848-1906)        1    1879    H. Marcher                 1    1892    Anton Meier                1    1880
Sophus Michaëlis (1865-1932)            1    1893    Joseph Michaelsen (1826-1908)        1    1859    Miles Gloriosus (pseud.)            1    1867
A. Mohr                1    1891    Victor Moth-Lund (1862-1896)        1    1894    Betty Müller Nansen (1873-1943)        1    1895    E. Møller                1    1873    L. Møller                1    1854    T. Møller                1    1895    Christine Mønster (1855-1913)        1    1900    Nicolai Peter Nielsen            1    1839    Theodor Nielsen (1845-1915)            1    1882    Margrethe Nyrop (1861-1935)
(pseud. Fru Margrethe Nyrop)        1    1900    Chr. Olivius (pseud.)            1    1856
Frejlif Møller Olsen (1868-1936)        1    1896    Carl Otto                1    1840    Jens Pedersen (1870-1921)            1    1897    Valdemar Pedersen            1    1851    C. Petersen                1    1851    E. Petersen                1    1840    Jens Peter Valdemar Petersen (1843-1915)        1    1878    Christian Jacob Adolf Philipsen (1808-1848)        1    1846    A. Poulsen                1    1894    Frederik Ferdinand Printzlau            1    1832    -r. (pseud.)                1    1879
A. L. R. (pseud.)            1     1859    Ch. Rabou                1    1855
Johan Reinert Reiersen (1810-1864)        1    1837
Elith Reumert                 1    1882
Martin Jacob Riise (1828-1881)        1    1853
Kristian Ring (1845-1920)            1    1877
P.A. Rosenberg             1    1899
Knud Valdemar Rosenstand (1867-1937)        1    1900
Frits Alfred Oscar Rugaard (1806-1875)        1    1864
M. S. (pseud.)                   1    1868
R. A. Scheil                1    1846
Anton Schmidt (1786-1856)            1    1837
S. B. Schmidt                 1    1893
H. Schou                1    1863
J. Seidelin                 1    1847
Georg Sick (f. 1847)            1    1891
Peter Snurrifax (pseud.)            1    s.d.
David Soldin (1818-1884)            1    1841
C. Sp.                1    1871
Joh. Adolph Gottlob Stage            1    1839
Jonna Stampe (pseud. J. S. D.) (1827-1878)        1    1876
Julius Steenberg (1830-1911)            1    1893
Erling Stensgaard (1876-1966)        1    1898
P. Strøm                 1    1888
Edgar[d] Sødring (d. 1888)            1    1887
Peter Sørensen             1    1882
Rud. Valsted                 1    1891
J. D. Valther                 1    1899
Hans Sophus Vodskov (1846-1910)        1    1878
Paul Vogelius (1862-1894)            1    1891
W. (pseud.)                1    1847
G. W. (pseud.)                1    1886
Waldemar (forfatter: M. E. Meyer)        1    1846    Christian Winther (1796-1876)        1    1873
Frantz Wilhelm Øhlenschlæger (1817-1896)        1    1847



Det interessante er, at kvindelige oversættere nu også dukker frem på listen. Ikke mindst Mette Gauguin, der med 8 oversættelser placerer sig som den absolutte kvindelige topscorer. På trods af at Berendsen og Mette Gauguin befandt sig i det samme miljø i København, er hun ikke nævnt i hans erindringer, men efter en nærmere fordybelse i hendes liv og virksomhed må hun siges at være en af de vigtige personer, som har præget den danske reception af fransk naturalisme. Det er på trods af, at hun hverken bliver omtalt i Dansk kvindebiografisk leksikon fra 2000 eller i den omfattende Nordisk kvindelitteraturhistorie .
Mette Gauguin, oprindelig født Mette Gad, er, i de få sammenhænge hvor hun bliver nævnt, kun omtalt i forbindelse sin rolle som hustru til den berømte maler Paul Gauguin (1848-1903). Ægteskabet, der blev indgået i 1873, blev dog aldrig noget lykkeligt forhold. Det gik for alvor ned ad bakke kort tid efter de i 1884 havde slået sig ned i København, hvor Paul hurtigt kom til at føle sig ensom og misforstået, og træt og ked af det borgerlige liv tog han i 1885 tilbage til Paris. Arkiverne beretter, at Mette nu sad tilbage med fem børn, der skulle forsørges, og som hævn for hans ugerning begyndte hun at sælge ud af hans kunstsamling – bl.a. til svogeren, Edvard Brandes, hvilket resulterede i en noget kaotisk og ikke mindst morsom strid . Hun forsørgede sig også som privatlærer i fransk og som oversætter af Émile Zola, der var en god og nær ven af familien. De 8 værker, der er registreret af Mette Gauguin i BREFS, er udelukkende oversættelser af Zolas værker. I betragtning af hendes private kendskab til Zola og det antal værker hun får oversat og udgivet af den franske digter, bør hun nok blive vurderet som en af de betydeligste formidlere af Zola i Danmark. Hun var med på noderne og befandt sig der, hvor tingene udspillede sig – ikke mindst i kraft af ægteskabet med Paul, familiebåndet til Edvard Brandes og venskabet med Zola.
Mette Gauguin kan naturligvis ikke betragtes som den, der introducerede Zola for de danske læsere. Det er interessant at bemærke sig, at hun udgav sine oversættelser i perioden, hvor Georg Brandes lang tid forinden havde vendt sig mod Zola’s naturalisme, nemlig fra 1892 og frem. Når vi studerer hendes enkelte oversættelser i BREFS, er det således ikke overraskende, at hun fik udgivet sine værker i det nystartede dagblad, Politiken, hvor Edvard Brandes fra 1884 var medudgiver og fra 1901-04 chefredaktør. Zola forblev et litterært forbillede for Edvard Brandes, og hans sene 90er-romaner er præget af stærke impulser fra det franske forfatterskab, og Mette Gauguins oversættelser faldt naturligvis i god jord på trods af, at storebroderen, Georg Brandes, for længst var stået af bølgen.


4. Georg Brandes eller N. J. Berendsen?
Vender vi os herfra for en stund blikket væk fra den danske oversætterpraksis og mod den danske litterære kritik, er Georg Brandes den person, der har haft størst indflydelse på den danske reception af fransk litteratur. Gennem hele hans kritiske liv og virksomhed havde Frankrig en stor betydning, og det kom allerede til udtryk i hans tidligste kritiske forfatterskab og ikke mindst i disputatsen Den franske Æsthetik i vore Dage. En Afhandling om H. Taine fra 1870.
I indledningsforelæsningen til Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur holdt ved Københavns universitet d. 3. november 1871 vendte Georg Brandes sig kritisk mod den danske litteratur, som efter hans overbevisning var stagneret i en virkelighedsfjern og idealistisk døs. Han erklærede den danske litteratur for livløs og naiv, og anklagede den for at være sakket 40 år agterud i forhold til resten af Europa . Under indtryk fra den franske realisme og de positivistiske ideer med rod tilbage til bl.a. Hippolyte Taine og Sainte-Beuve gjorde Brandes sig til talsmand for en ny litteratur, der uden hensyntagen til den offentlige mening, smag og moral skulle sætte problemer under debat. Under slagord som ”Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir” skulle litteraturen stå i fremskridtets og frihedens tjeneste . I den franske litteratur så han en beslægtet revolutionær ånd og et litterært modbillede til den typiske romantiske danske Tristan-figur. For Brandes var den franske litteratur oprigtig, levende og farverig og ikke mindst udadvendt og social engageret, og i utallige forelæsninger, essays og artikler præsenterede han det danske publikum for de franske forfattere. Hele tre ud af de i alt seks bind af Hovedstrømningerne kredser om det franske, Emigrantlitteraturen (1872), Reaktionen i Frankrig (1874) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882), og spørgsmålet er om Brandes havde en afsmittende effekt på det danske oversættermarked.
Honoré de Balzac var en af de forfattere som Brandes fremhævede som udtryk for sit kunstneriske idealbillede. Den første danske oversættelse af Honoré de Balzac, Den hjerteløse Skjønne, udkom i København i 1834. BREFS fortæller, at den 8 år senere blev efterfulgt af Fader Goriot (1842), siden fulgte Esther (1853), Luftkastellerne og Verden (1855), Den Standhaftige Elsker (1855), Erteblomsten (1857) og Tre Noveller (1858). Herefter skulle der gå 16 år, førend Balzac igen kunne gøre sin entré på det danske marked. Det er interessant at bemærke sig, at vi fra 1874 og frem finder 10 oversættelser af den franske realistiske digter i Danmark. Balzac får med andre ord en renæssance efter Brandes’ rosende anmeldelser - bl.a. i Emigrantlitteraturen, hvor den franske forfatter bliver betragtet som skaberen af den moderne og komplicerede kvindetype - ”Kvinden paa tredive Aar” . I efteråret 1879 følger Brandes op med endnu et foredrag om Balzac, hvor den franske forfatter nærmest bliver æret som stifteren af den naturalistiske skole: ”Balzac har afbildet den menneskelige Plante med dens rødder, og det var ham frem for alt magtpaaliggende at udfolde Røddernes Netværk, Plantens underjordiske Liv, der betinger det overjordiske Liv, i hele dets Originalitet for Øiet” . Brandes gør med andre ord Balzac moderne, og i 1880 følger to nye oversættelser: den ene af William Bloch og den anden af Herman Bang. Men det var næppe Brandes, der motiverede Bang til at samle og oversætte Balzac. Det var nok snarere Berendsen, som kunne have styrket den unge Bangs interesse for den franske litteratur. I perioden efter Berendsens hjemkomst fra Paris i 1878, mødtes de to venner ofte, og den gamle oversætter beretter, at han på Bangs anmodning havde bidraget til hans journalistarbejde på Nationaltidende . Det er således ikke umuligt, at Berendsen styrkede Bangs interesse for Balzac, og som det fremgår af BREFS, havde han selv tidligere oversat og udgivet Le père Goriot i 1875.
Vi kan ikke umiddelbart spore nogen påvirkning fra Georg Brandes, når vi studerer receptionen af George Sand i BREFS. Det er på trods af, at Brandes var meget begejstret for den franske forfatterinde, som bl.a. blev omtalt som ”Den store Menneskefremstillerinde” og ”Landskabsmalerinde” . Og dog. Sands værker udkom i en jævn strøm fra den første oversættelse, Valentine, i 1837 til Uskoken i 1866 (L'Uscoque, 1839). Fra 1872 og frem til 1878 udkom 7 oversættelser. Man kan dermed formode, at Brandes havde påvirket den danske oversættervirksomhed i en kort periode. Fra 1878 til 1900 ser vi ingen nye værker af George Sand i bogform i Danmark, men hun får et gennembrud i perioden lige efter Brandes’ forelæsninger i begyndelsen af 1870erne. Dette kan muligvis hænge sammen med, at Brandes i slutningen af 1879 vurderede Sands romaner med ordene: ”Disse Bøger have nu til dags kun ringe kunstnerisk Interesse” . Oversætterne synes at være enige med Brandes’ udtalelse, for der blev ikke oversat og udgivet flere værker af Sand i bogform i resten af århundredet.
Victor Hugo, der i indledningsforelæsningen til Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur (1872) bliver betragtet som en af frihedsbevægelsens store liberale ånder, bibeholder i 1870erne sin popularitet på det danske marked. 18 oversættelser af Hugo blev publiceret i tidsrummet fra 1830 til 1898, og hele seks af dem udkom fra 1874 og frem. Det er dermed ikke usandsynligt, at Brandes’ passion for Hugo skulle have styrket oversætterens interesse for det franske forfatterskab. På den anden side må man konstatere, at Hugo var et varmt navn, og oversætterne kunne være sikre på, at deres arbejde ville blive bestsellere blandt folket. Når man studerer den danske oversættervirksomhed i BREFS giver det alligevel anledning til gisninger i forhold til Brandes’ indflydelse. Omvendt fører de udeladelser og mangler, databasen indeholder, til undren og interessante grublerier.
Stendhal (Henri Beyle) bliver først oversat i slutningen af det 19. århundrede. Det er Carl Michelsen, der oversætter og introducerer Stendhal for de danske læsere - først med romanen Le rouge et le noir [Rød og Sort] (1830) under den noget ejendommelige titel Præst og Socialist i 1897 og siden følger Hoffet i Parma i 1900 (La chartreuse de Parme, 1839). Man kan naturligvis undre sig over, at der skulle gå så mange år førend Stendhal blev oversat og udgivet i bogform på det danske marked – og det er på trods af, at Georg Brandes viede den franske forfatter en hel forelæsning i efteråret 1879, der senere blev udgivet i serien Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur under titlen ”Beyle” i Den romantiske Skole i Frankrig i 1882 . Man kan dog ikke sige, at det var Georg Brandes, som gjorde Stendhal kendt i Danmark. Den franske forfatter var ikke fremmed læsestof i perioden omkring det moderne gennembrud, men forbeholdt det franskkyndige publikum. Han dukker således op i et brev fra J. P. Jacobsen til Edvard Brandes fra 1878, hvori den danske digter erklærer: ”Ellers læser jeg Stendhals kritiske Ting. Naar han ikke hele tiden sagde, at han Fanden gale sig ikke er saadant et Øg som de andre, vilde han behage mig mere, om det ellers vilde glæde ham” . Det er uvist, i hvilken grad Jacobsen følte sig inspireret af Stendhal, men man kan med rimelighed spore en vis indflydelse i forfatterskabet - ikke mindst i Jacobsens kærlighedsskildringer .   
Man kan heller ikke tildele Georg Brandes æren for at have indført Gustave Flaubert i Danmark. Det er derimod Berendsen, som i 1875 introducerede Flaubert på det danske bogmarked med oversættelsen af romanen Madame Bovary (1857). I den sammenhæng har Paul V. Rubow understreget: ”Denne Oversættelse – som Berendsen 34 Aar senere erstattede med en anden og bedre – blev Flauberts Entré i dansk Litteratur, kom saaledes længe forud for Georg Brandes’ aandrige Essay. Den var ikke helt ubeskaaret og vakte ikke den Forargelse, dens Oversætter frygtede, skønt den i Brødrene Brandes’ Tidsskrift Det 19. Aarhundrede blev hilst med Ordene: ”En god Bog, godt oversat”” .
Det var også snarere Berendsen end Brandes, der gjorde Guy de Maupassant kendt i Danmark. På trods af at Brandes i 1880 havde læst Maupassants debutnovelle, Boule de Suif, er det ikke førend 1893, at han i Udenlandske Egne og Personligheder yder sit offentlige bidrag om forfatteren . På det tidspunkt bliver der til gengæld ikke sparet på superlativerne, og Maupassant anskues som ”den klareste Fortæller, den største Naturelsker, overhovedet det naturligste Talent i Frankrigs yngre Forfatterslægt” . Selvom Brandes forholder sig tavs om Maupassant op gennem 1880erne, er det, som Nolin skriver, rimeligt at antage, at ”han följde med, vad denne gav ut”. Men det var Berendsen, der bl.a. via hans eget blad, Dags-Avisen, gjorde Maupassant kendt blandt de danske læsere. Allerede i begyndelsen af 1880erne publicerede Dags-Avisen utallige af Maupassants fortællinger, og BREFS vidner om, at den franske forfatter havde stor succes på det skandinaviske marked fra de tidlige 80ere og frem. I BREFS finder vi den første oversættelse af Maupassant i 1883 – året hvor han med Une vie slog igennem som den store romanforfatter. På det tidspunkt var Berendsen i Paris, og i hans memoirer ser vi, at reaktionen på Maupassants nye roman er yderst overvældende. Berendsen kalder den lige frem ”Aarets Sensation”, og han skriver efterfølgende:  

I gaar Besøg hos min trofaste gamle Veninde Jenny Vialon. Jeg finder hende, den glødende Romantiker, den passionerede Beundrer af Victor Hugo, George Sand og Dumas père, med Maupassants nye Bog i Haanden. Den har taget hende med Storm, hende der selv har levet saa længe oppe i Normandiet. Hun fortæller mig, hvorledes hun i disse Dage har maattet udøse al sin Begejstring for forskellige gamle Venner, der saa har drillet hende med, at hun nok paa sine gamle Dage er i Færd med at løbe over i de fæle Naturalisters Lejr.
Pressen har heller ikke været sparsom med Ros. Den ene begejstrede Artikel er fulgt i Hælene paa den anden, underskreven af Dagens Kendte Journalistnavne, lige fra Albert Wolff, der har stødt i ”Figaros” vældige Basun, indtil Zolas Ildtilbeder Paul Alexis, der har blæst i ”Le Reveil’s lille skingrende Trompet.

Samme modtagelse fik Maupassant blandt de danske læsere efter hans roman senere på året blev oversat og udgivet på dansk af Julius Schiøtt under titlen Et Menneskeliv, og BREFS fortæller, at hans værker i perioden fra 1883 og frem til 1900 udkom i ikke mindre end 18 eksemplarer. Berendsen havde før Schiøtt nået at skrive et referat af indholdet og oversætte nogle uddrag til sit blad . Senere på året besøgte han selv det nye talent. Det var Alphonse Daudet, der motiverede Berendsen til at aflægge ham et besøg. Mødet resulterede i, at ”Naturalismens unge Ørn” beredvilligt overrakte Berendsen et eksemplar af hans seneste samling fortællinger til oversættelse og udgivelse på dansk . Et halvt år senere udkom samlingen under titlen Novelletter (1883), og herfra fortsatte Maupassants succesrige gennembrud på det danske bogmarked. Receptionen af Maupassant i Danmark må hermed siges at være foregået uden den direkte indflydelse fra Georg Brandes. Formålet er her naturligvis ikke at negligere Brandes’ rolle som kulturpioner og banebryder – men at fremhæve oversætterne og deres virksomhed som et interessant aspekt af den brogede receptionsproces, der prægede det moderne gennembrud. I den sammenhæng må vi konstatere, at oversætternes private forhold til de franske forfattere havde en væsentlig betydning for, hvilke værker der blev oversat og ikke mindst hvornår – da oversætteren, som i Berendsens tilfælde, ofte fik udleveret de franske originalværker, mens de endnu var varme.
    Berendsen havde også et personligt forhold til Émile Zola, men det var Georg Brandes, som først fik øjnene op for den franske forfatter, og som introducerede ham til den danske offentlighed. Allerede under Brandes’ første Pariserophold i 1866-1867 stiftede han bekendtskab med Zola, og det blev et kendskab, som blev præget af blandede følelser. På den ene side så han i Zola en revolutionær litterær fornyer og en ideologisk kampfælle, og på den anden side tog han afstand fra den pessimisme og det degenererende livssyn, der hvilede over forfatterskabet. Med Aristokratisk Radikalisme. En Afhandling om Friedrich Nietzsche fra 1889 tog han endeligt afstand fra sine tidligere indignationstanker og naturalisme. Nu var det eneren, ”Overmennesket”, der blev fremhævet og dyrket overfor massen og demokratiet. Året senere i en anmeldelse af La Bête Humaine fra 1890, der blev oversat og udgivet samme år af Oscar Madsen under titlen Menneskedyret, var afstanden til Zolas naturalisme markant. Her vendte Brandes sig kritisk mod Zolas tanke om drifterne og de dyriske impulser som er de styrende mekanismer i vores liv. Det var en skuffet Brandes, der vendte sig mod tidens naturalisme. Han havde konstateret, at den danske litteratur nok havde taget de nye ideer og æstetiske principper til sig – men ikke det optimistiske fremtidssyn og livsviljen. I Dyret i Mennesket fra 1890 blev således Zola anklaget for at være ”den gennemført overbeviste Determinist, for hvem Menneskeplanten, Menneskedyret, Mennesketanken, Menneskeviljen lyder uafrystelige Love, og som til Gengæld finder en Art fantastisk Tilfredsstillelse i at udruste livløse Genstande med selvstændigt Liv og uafhængig Vilje” . Receptionen af Zola i Danmark er ligeledes dobbelttydig – og man kan med rette vurdere den franske naturalist som den mest tilbedte og forhadte forfatter i det moderne gennembrud. Der er dog ingen tvivl om, at Georg Brandes’ tidlige artikler og essays om den franske digter havde en afsmittende effekt på den danske oversættervirksomhed, men det må siges at være Edvard Brandes og Mette Gauguin, der fører Zola ind i det 20. århundrede i Danmark.
Om det i realiteten var Georg Brandes eller som Rubow antager, N. J. Berendsen, der satte det største præg på den danske reception af fransk naturalisme er uvist. Begge havde en betydelig indflydelse på korrespondancen mellem Danmark og Frankrig: Berendsen med sine nære parisiske venskaber og mange oversættelser og Brandes med sin enorme gennemslagskraft og hyldest til de store franske forfattere, som prægede perioden gennem hele det moderne gennembrud. Mange andre navne kunne nævnes i denne sammenhæng - for ikke mindst at tale om den franske inspiration mange digtere og kunstnere under rejser og ophold sugede til sig og udbredte i hjemlandet. Men der er ingen tvivl om, at Georg Brandes i kraft af sin status som bannerfører og ideologisk foregangsmand havde en meget stor indflydelse på, hvilke forfattere der blev vurderet som moderne og som fortjente at blive oversat til det danske publikum.


5. Konklusion og perspektiver
BREFS vidner om den enorme korrespondance, der blomstrede mellem Danmark og Frankrig i det 19. århundrede. Mange af de registrerede oversættere havde også et nært forhold til forfatterne og opholdt sig i kortere eller længere perioder i Frankrig. Herfra kan næves Richard Kauffmann, Franz v. Jessen, Erik Bøgh, N. J. Berendsen, Mette Gauguin og Johannes Jørgensen. Alle stod de i et nært forhold til både Danmark og Frankrig, og deres oversættelser kom i høj grad til at præge den litterære debat – ikke mindst i kraft af de anmeldelser og diskussioner, deres arbejde førte på banen. Her er kun berørt de store linjer i den danske reception af fransk realisme og naturalisme. I den sammenhæng har Mette Gauguin og ikke mindst Berendsen trådt frem og markeret deres markante indflydelse. Den nysgerrige og spørgelystne, der bruger BREFS, vil således også snart opdage, at der ligger mange uudforskede og henlagte områder af den nordiske litteraturhistorie, der fortjener at blive belyst. Med denne lille artikel har jeg forhåbentligt motiveret andre til at studere RFS-projektets bibliografiske database og til at studere nye aspekter af den skandinaviske reception af fransk litteratur i det 19. århundrede.    

Litteraturliste

Berendsen, N. J.: Af en gammel Journalists Erindringer, V. Pios Boghandel, 1915.

Brandes, Georg: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Emigrantlitteraturen, Gyldendalske Boghandel, 1872.

Brandes, Georg: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Den romantiske Skole i Frankrig, Gyldendalske Boghandel, 1882.

Brandes, Georg: ”Aristokratisk Radikalisme. En Afhandling om Friedrich Nietzsche”, i Tilskueren, 1889.

Brandes, Georg: ”Dyret i Mennesket”, i Af Dagens Krønike, 1890 (Januar-juni), Schubothes Boghandel.

Brandes, Georg: Udenlandske Egne og Personligheder, Gyldendalske Boghandels Forlag, 1893.

Bruhns, Svend: ”Dansk Bogfortegnelse”, i Danske opslagsværker, Danmarks Biblioteksskoles skrifter 4 e, Danmarks Biblioteksskole, 1973.

Dal, Erik: ”Bibliotheca Danica 1482-1830”, i Danske opslagsværker, Danmarks Biblioteksskoles skrifter 4 c, Danmarks Biblioteksskole ,1971.

Ehrencron-Müller, ”Forord”, i Supplement 1831-1840 til Bibliotheca Danica samt Bibliotheca Slesvico-Holsatica til 1840, G.E.C. Gads Forlag, 1948.

Elfelt, Kjeld: ”J.P. Jacobsen – Stendhal”, i Festskrift til Valdemar Vedel, 1935.

Eriksen, Peter: ”En overset kunstsensation. Edvards Brandes’ mærkelige holdning til Gauguins samling”, i Fyens Stiftstidende, lørdag d. 18/2 1989.  

Jacobsen, J. P.: Breve fra J. P. Jacobsen. Med Forord udgivne af Edvard Brandes, Gyldendalske Boghandel, 1899.

Ludvigsen, Chr.: ”Forord”, i Teatrets tekst og teksten i teatret, 1994

Munch-Petersen, Erland: Bibliografi over oversættelser til dansk 1800-1900 af prosafiktion fra de germanske og romanske sprog, Rosenkilde og Bagger, 1979.

Nolin, Bertil: Den gode europén. Studier i Georg Brandes’ idéutveckling 1871-1893, Svenska Bokförlaget, Uppsala, 1965.

Nørgaard Rasmussen, Jane: ”Presentation of the bibliographical database and the Danish corpus”, i Cahiers du Réalisme français en Scandinavie No 1, 2004.

Rubow, Paul V.: ”Danske Digtere og Publicister i Paris under den Tredje Republik”, i Danske i Paris gennem Tiderne. 1870-1935, Reitzel, 1938.